October 2026
M T W T F S S
« Mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  

Jul og frieri på Koh Kho Khao… 22. – 25. dec. 2009

Det er juledag, og vi er nu på den lille ø Koh Kho Khao hvor vi har tilbragt julen og dagene op til siden vores live aboard-tur. Det har været en på mange måder helt speciel og særlig jul. Det siger nok sig selv, at det er anderledes at gå og tælle ned til juleaften i 30 graders varme, eller hvad vi nu har, og tilbringe de dage, der plejer at være præget at julegaveindkøb og de sidste juleforberedelser i vinterkolde Danmark, med at ligge på stranden og køre rundt på scooter i et sommerlandskab og kigge på fremmed og smuk natur.

IMG_1013

Selvom jeg er en stærk juletilhænger og godt kan lide den danske julehygge, er det dejligt at opleve, og vi nyder det rigtig meget. Mest speciel blev lillejuleaften dog. Som sagt har vi lejet en scooter, så vi kan komme lidt omkring på øen, og efter frokost og badning i vores ende af øen, besluttede vi at køre nordpå mod Sun Set Sea Food Restaurant (det er mest restauranter, der er angivet på det kort vi har). Det var en dejlig scooter-tur, og vi kom ud til en smuk og meget øde strand, da solen var ved at nærme sig horisonten. Der var ikke mange sten og lign. på stranden, men vi gik selvfølgelig og kiggede på det der var, og samlede de fine skaller og nogle fine små flade sten med søstjerne i, som der var relativt mange af. Som Lars sagde, var der mange skatte at finde på stranden.. Og just efter fandt jeg sandelig en ring. Jeg tænkte, at nogen havde tabt den, men så faldt Lars på knæ og friede.. Og jeg sagde ja. Det var meget sødt og romantisk, og det er en rigtig flot ring, som jeg er glad for var helt specielt til mig og ikke bare en fremmeds, der havde tabt den..

frieri

Jeg var meget overrasket må jeg sige, for selvom Janni fra Telia havde sagt, at hun mente Lars ville fri, fordi jeg vidste han havde en hemmelighed med til julen i Thailand, så havde jeg bestemt ikke regnet med at det var det. Men det var dejligt. Vi nød solnedgangen ved stranden og spiste bagefter på restauranten, hvor vi var de eneste gæster og blev opvartet af en sød haltende mand og hans datter. Manden tilbød at tage billeder af os med vores kamera, hvilket vi selvfølgelig gerne ville have, og lidt senere kom han også med sit eget kamera og tog billede af os, fordi vi var sådan et sødt par. Vi så jo nok ekstra glade og forelskede ud den aften. Eller også var han bare så glad for at få gæster i restauranten for en gangs skyld..

IMG_1019

Det var i hvert fald en dejlig lillejuleaften, og nu vi sandelig forlovede 🙂 . Til dem der måske kender til bryllups-regler, må vi dog hellere sige, at vi ikke lover at blive gift inden for et år, som nogen siger man skal.

Lars skriver: Juleaftensdag var vi også på tur rundt på øen. Vi kørte op til en nær forladt fiskermole på øens nordligste punkt hvor man kunne gå tur i mangrove skov/sumpen. Naturen er utrolig grøn og frodig, men for at komme til den har vi været en del ude på både grus og sandstier med vores scooter. Vi kører dog meget forsigtigt så heldigvis har der ikke været nogen problemer med det. Jeg kører uden hjelm da vi ikke har fundet nogen, hverken hos udlejer eller hos hotellet, der passer mit grødhoved. Men uden traffik på øen har det ikke været skræmmende. Ditte har heldigvis en fin rød hjelm der matcher vores scooter. Efter vores mangrove tur, slog vi igen et smut forbi vores frier strand og tilbragte eftermiddagen der. Tilbage til Ditte…

IMG_1036

Måske skulle jeg også skrive lidt om juleaften. Vi havde overvejet, om vi kunne finde på et alternatv til det store jule-arrangement her på resortet, der var ret dyrt, og hvis program, der indebar stoledans og funny sexy lady foruden thailandske danseshows mm., ikke rigtig tændte os. Men selvom det er peak season, er der virkelig få tourister og mennesker i det hele taget på øen, så for ikke at være helt alene på en restaurant og bar, valgte vi alligevel at joine svenskerne her til julebal. Det var også en meget skæg oplevelse. Vi fik nissehuer og blomsterkranse på ved indgangen, samt en ispind i hånden, og blev efter lidt besvær placeret ved et bord hvorfra vi havde godt udsyn til både scenen og vores “ven” Pop, der er bartender her, og som vi har lejet vores scooter af. Middagen bestod af en stor bufffet med fortrinsvis thailandske retter (ris med rejser, kylling, chili osv.) men også grillede kyllingelår. Det var lækkert, og Pop er som den første bartender vi har oplevet i Thailand god til at lave Mojitos og også andre drinks, så vi fik nok af begge dele og hyggede os meget godt til den lidt kitchede julefest. Indimmellem fik vi også snakket med nogen af jer derhjemme, hvilket jo også rigtig hyggeligt. Omkring klokken 23 kom julemanden i en speedbåd, og derefter sendte vi lys-ballonner op i himlen mens vi ønskede. Det var faktisk rigtig smukt, og de kom vildt langt op. Til sidst var der fyrværkeri, og så var vi så trætte, at vi vi gik i seng i vores lille hytte – Home 2.

IMG_1056

lysballon

One Response to “Jul og frieri på Koh Kho Khao… 22. – 25. dec. 2009”

  • Nina says:

    Kære Ditte og Lars,

    Sikke nogle gode billeder, hvor ser I søde og forelskede ud. Vi glæder os til bryllup.
    Håber det lykkedes mor og far at ringe til jer, de gjorde mange forsøg med det der nummer de havde fået, men hver gang var der en eller anden besked om at det var ugyldigt. Håber også I får en god nytårsaften.
    Bedste hilsner fra Nina

Leave a Reply